I vores visuelle kommunikation benytter vi både fotos, ikoner, illustrationer og piktogrammer.
Billedbank
Fotografer og medarbejdere har gennem tiden skabt en basispulje af billeder, som kan tilgås via kommunikationsafdelingen. Herudover benytter vi – og bidrager selv til – den nationale affaldsfotobank.
Billedstil
Når vi beder en professionel fotograf om at tage billeder for os, lægger vi vægt på, at billedstilen er realistisk, og motiverne er nemme at relatere sig til. Vi foretrækker at se mennesker i aktion – og gerne med et glimt i øjet. Farveholdningen er naturtro, og kontrasten høj.
Tre nøgleord om billedstilen:
- Autentisk
- Imødekommende
- Relevant
Fotografen skal altid sørge for samtykke, hvis mennesker på billedet kan genkendes.
Beskæring
Det er layoutet, der anviser den bedste beskæring. Der vil være steder, hvor der kan anvendes mere urolige motiver, hvis der fx ikke skal tekst i billedet, og layoutet i øvrigt er rent og roligt. Hvis der skal skabes mere ro i billedet (hvis der fx er mange elementer og/eller der evt. skal tekst i billedet), kan det være en fordel at gå tættere på (zoome ind på) et element i motivet.
Trekanten, vores visuelle form, kan bruges som ‘overlay’ eller beskærende vinkel på billeder på fx omslag, kort, foldere, plakater og roll-ups.
Affaldsfotobanken
Når det er relevant, benytter vi billeder fra den landsdækkende Affaldsfotobank, og vi sørger også selv for at frikøbe fotos af affald til brug i fotobanken. Login til fotobanken kan fås af alle, og ellers kan der hentes hjælp i kommunikationsafdelingen.
Her kan du se et par eksempler fra fotobanken, som vi i dag primært benytter på skilte til større samlede bebyggelser:
Ikoner
På vores hjemmeside benytter vi i vid udstrækning Googles ikoner. Vi benytter os af ikoner, når vi har at gøre med enten navigation, hvor vi skal guide brugeren til et bestemt indhold eller i forbindelse med at fremhæve særligt vigtige dele af et budskab.
Her kan du se (og hente) hele standard ikon-pakken fra Google. Vi benytter ikonerne i overensstemmelse med vores farveguide. Herudover har vi fået udviklet en række ikoner i samme stil, primært til brug på vores hjemmeside.
Illustrationer
Vi benytter illustrationer i de tilfælde, hvor et foto ikke er en optimal kommunikationsmæssig løsning. Det kan fx være, hvis et foto med personer enten kan indebære identifikation eller afvisning, ud fra om målgruppen kan spejle sig i personerne. Eller hvis det, der skal illustreres, har en kompleks karakter. Her kan illustrationer tilføre sagen et højere abstraktions-lag.
I vores illustrationer vægter vi enkelthed og umiddelbar genkendelse højt. På vores hjemmeside er der benyttet isometriske tegninger i en enkelt streg og med klare farver. Vi tilstræber en lignende stil i vores infografikker.
Piktogrammer
Vi benytter affaldspiktogrammerne fra det nationale piktogramsystem på vores skiltning. Læs mere om dette.